EU som helhed er ramt af en absolut nedgang i naturgasforsyningen, kernekraft- og vandkraftproduktion, og af en bytteforholdsforringelse på flere procent af BNP som følge af stigende internationale priser på naturgas, kul og olie. Putin havde allerede forud for angrebet på Ukraine forberedt anvendelse af russisk naturgasforsyning som pressionsmiddel mod EU ved fra midt i 2021 at sænke naturgasleverancerne til EU, hvilket sammen med stigende post-corona aktivitet pressede naturgasprisen opad og gasvolumen i Gazprom-ejede tyske gaslagre nedad. EUs klodsede måde at indføre energisanktionerne mod Rusland på accelererede udviklingen, og førte til panikindkøb af LNG, der skabte exceptionelle prisstigninger med afsmittende effekter på kul, træbrændsel og elmarkedet. Panikpræmien forsvinder de næste måneder. Men bortfald af to tredjedele af russisk ledningsført naturgas fra verdensmarkedet og begrænset ledig international LNG forsyningskapacitet, betyder at gaspriserne i EU også i årene fremover vil være betydeligt højere end før februar 2022. Forsyningssituationen for vinteren 2023-24 bliver mindst lige så problematisk som for vinteren 2022-23.
Danmark er bedre stillet end EU-gennemsnittet. Danmark er stort set selvforsynende med olie og naturgas (når Thyrasfeltet genåbner i 2024), i mellemtiden dækker stigende biogasproduktion godt en fjerdedel af gasforbruget og vedvarende energiproduktion over 40% af energiforbruget. Danmark har meget lidt energitung metal- og kemisk industri, og derfor ingen samfundskritisk industri, der står i en overlevelseskamp.
Fordi det interne energimarked i EU er skruet sammen på en måde, at den marginale energiforsyning sætter prisen for hele forsyningen, er også danske forbrugere og producenter ramt af voldsomme prisstigninger. I september var elprisen 95 procent, naturgasprisen 189 procent og prisen på madvarer 15 procent højere end året før. Den generelle inflation lå på 10 procent. Hverken lønninger eller pensioner følger per tiden prisudviklingen, og fordi livsfornødenheder oplever de højeste prisstigninger, er nedgangen i realindkomsten størst for de laveste indtægtsgrupper. Flere små virksomheder er truet på deres eksistensgrundlag.
Udfordringen på kort sigt er makroøkonomisk og fordelingspolitisk. Tre hensyn må tilgodeses. De sociale og erhvervsmæssige følger af prisstigningerne skal minimeres, uden at motivationen til energibesparelser reduceres og uden at stimulere inflationsudviklingen i en situation med begrænset udbudsfleksibilitet pga fuld beskæftigelse og knaphed på faglært arbejdskraft samt problemer med internationale forsyningskæder. Regningen for dyr naturgas til opvarmning må ikke udelukkende tørres af på de godt 420,000 husstande der får deres varmeforsyning fra eget naturgasfyr eller fra naturgasfyrede fjernvarmeværker. Politisk skabte ”over-normale profitter” i energisektoren kræver indgreb, der tilbagefører disse til forbrugerne.
Både den aktuelle energikrise og den langsigtede omstilling til ”nul-karbon” samfundet nødvendiggør offentlig støtte. I energipolitik anvendes instrumentet til tre formål: til at fremme aktørers investeringer i klimavenlig teknologi (både på udviklings- og anvendelsesstadiet) når markedspriserne er utilstrækkelige til at drive samfundsønskede strukturændringer; til at afbøde negative sociale følger af prisændringer (som følge af politiske tiltag eller ekstraordinære forhold på markedet); til at afsikre risikoen ved finansielle aktørers investeringer i højrisikoteknologi.
Tilskud til anvendelse af klimavenlig energi gives, når prisforholdene på markedet ikke er tilstrækkeligt gunstige til at drive det ønskværdige omfang af investeringer. De aktuelle mega-høje energipriser overflødiggør denne form for tilskud. De bør reserveres til de to andre formål.
I dansk energipolitik er der eksempler effektiv anvendelse af tilskud; støtten til vedvarende energi, især til vindenergi fra 1980’erne og frem til 2000-tallet er det lysende eksempel. Desværre indføres også støtteordninger med negativ samfundsøkonomisk rentabilitet og skæv social fordeling. Et eksempel er nettomålerordningen i 2012 for sol-PV-systemer på hustage; der gav statstilskud til velhavende husholdningers investeringer i afgiftsbesparelser (70% af elprisen). Mest almindelig er manglende hensyntagen til ”gratisteffekter”: at en høj andel af støttemodtagere ville gennemføre det ønskede tiltag uden støtte. I bedste fald bruger staten mange penge på at opnå en meget lille investeringseffekt. I værste fald er den slags tilskudsordninger direkte markedshæmmende, fordi de medfører et ”stop-go” marked. Det sidste er oftest tilfældet ved tilskud, der tildeles efter ”først til mølle” princippet.. Et aktuelt eksempel er energistyrelsens ”bygningspulje”. Den har undergrupper såsom ”afkoblingspuljen” (betaling af gebyret når en naturgastilslutning afmeldes) og ’klimapuljen til at udskifte olie- og gasfyr med varmepumper’, der giver faste tilskud afhængig af m2 i boligen op til 20% af anlægsomkostningen dog højst 25,000 kr . Begge puljer bliver lynhurtig tømte. I oktober 2021 blev varmepumpepuljen tømt på fire dage, i september 2022 på en dag. Reaktionen indikerer at der ydes tilskud til et buldrende vækstmarked (i første halvår af 2022 steg salget af varmepumper i forhold til 2021 over 80%).
En målrettet støtte til afbødning af social belastning af naturgasregningen kan frem til april 2024 gives som et fast beløb per person i husstanden, der fratrækkes gasregningen eller som tilskud til at sænke prisen på regningen for de første 1200 m3 af årsforbruget til en ”normal-pris”. Begge formler sikrer, modsat generelle kWh/m3 tilskud, at velhavende og lavindkomsthusstande får ens støtte.
Fremadrettet er udfordringen strukturpolitisk. Fire emner kan fremhæves.
Det ene er CO2-beskatning af landbruget. CO2 skat er det bedste enkeltstående instrument i klimapolitik (emissionshandel det næstbedste); men den er ikke et lige så ideelt instrument overfor regulering af metangas fra husdyr, som overfor CO2 fra energiforbrug. Det bliver interessant, hvilken kombination af instrumenter ekspertgruppens tredje delrapport foreslår.
Det andet er hvilke tiltag i uddannelsessektoren, der kan fremme udbuddet af de kvalifikationer – ikke mindst af faglært arbejdskraft – der er nødvendige for at de store investeringer i klimabekæmpelse og tilpasning kan gennemføres i praksis.
Det tredje er at sikre, at den statslige medfinansiering af P2X-projekter (energiøer, m.m) er baseret på nøje analyser af projekternes internationale konkurrenceevne: brintproduktion med havvind som energikilde til elektrolysen versus import til Rotterdam af brint produceret med energi fra solenergianlæg i Spanien og Nordafrika. Statens medfinansiering må ikke konstrueres på en måde, så staten står med hele risikoen.
Det fjerde er, om EU’s udvidelse af emissionshandelen til at omfatte sektorerne bygninger og vejtransport fra 2026 er det objektivt mest hensigtsmæssige instrument eller et forsøg på magtudvidelse? Forslaget går ud på, at brændselsleverandørerne skal købe emissionstilladelser til deres brændsler. Det logiske, at pålægge disse brændsler en CO2-skat, hvilket sker på nationalt plan i form af brændselsafgifter, i stedet for at gå omvejen via emissionshandel. Hvordan ser finansministeriet på, at EU-kommissionen vil overtage en indtægtskilde, der indtil nu tilflyder statskassen?
Venstre forslår at staten sælger sine aktier i Orsted og placerer salgsrevenuet i en fond, der medfinansierer klimaprojekter. Salg af statslige aktier bør være en ren porteføljevurdering, hvor staten maksimerer værdien og afkastet af sine aktiver. Venstre må sandsynliggøre, at finansiering ved salg af aktier er en mere rationel investorbeslutning end finansiering ved udstedelse af grønne statsobligationer.